— Strømmen er billig alle ugens eftermiddage, omvendt er strømmen ret dyr alle ugens morgen&aften. —
Jeg er blevet spurgt til mine prognosers præcision. Det er lang tid siden jeg sidst har offentliggjort data på det område.{1}
For at teste hvor god prognosemodellen er til at ramme rigtigt, kører jeg hver nat mine modeller med den indstilling, der hedder ‘perfect foresight’.{2} Jeg har ingen oversættelse af begrebet, men det er let at forstå: Jeg kører også mine modeller for den forløbne uge med faktiske data som input, og sammenligner med virkelighedens elpriser.
Der er to kilder til fejl i mine prognoser:
1. De data jeg bruger, altså vind, sol, gaspriser og forbrug
2. Min models evne til at regne korrekt baseret på data
Ved at køre med faktiske elforbrug, faktiske vinddata og så videre, eliminerer jeg den første fejlkilde, i det omfang jeg har valide data.
Grafen ovenfor viser modellen for ugen 3. til 9. august. Med lyseblå er hvad elprisen blev i virkeligheden, og de andre farver er forskellige prognosers resultater. Den orange er min officielle prognose, som heldigvis er den, der følger den lyseblå bedst.
Jeg er altid mest bekymret for hvor godt jeg rammer minima, fx kan jeg se at min prognose ikke rammer helt godt i bunden for onsdag og torsdag. Når jeg ser den slags skal jeg altid overveje, om der skal skrues på modellen. I det her tilfælde bør jeg nok tilføje lidt mere solkraft-kapacitet.
Det passer med virkeligheden: Der er bygget flere solcelle-anlæg.
Jeg håber at den viste præcision er acceptabel.
I morgen ser vi på et virkeligt forløb.
Med sandsynlige hilsner
Henrik
Elfluencer
{1} 2023 https://elforbrug.nu/hvor-gode-er-prognoserne/ og 2022 https://elforbrug.nu/prognosepraecision/
{2} det kaldes også Backtesting eller Hindcast. Modellen regner bare på de tal den får, den kender ikke forskel mellem gættede input (vejrudsigt for nærmeste fremtid) og rigtige målinger (nærmeste fortid).
Backtesting bruges fx til at teste hvor præcise vejrudsigter er https://www.dmi.dk/brug-dmis-data , det er et lovkrav i Kreditvurdering https://www.retsinformation.dk/eli/lta/2011/1399 , og kan reducere risiko i børshandel https://www.daytrader.dk/backtest-for-dummies-loesningen-paa-dine-tradingproblemer/