Smartere elforbrug (tidligere Grønnere elforbrug) er en af de få muligheder du har for at finde ud af hvilken dag på ugen det er bedst at bruge strøm. Hver eftermiddag ca kl 14:00 offentliggøres en elprisprognose. Ud fra den får du en besked om hvornår strømmen er billigst. Smartere elforbrug skriver tidspunktet for den billigste strøm i det følgende døgn, og for det meste også hvilken af de kommende dage der har den bedste elpris.
Ved at flytte sit forbrug til når ellen er billig og bruge strømmen smartere, så er der mange penge at spare på sin elregning. En anden grund til at flytte på strømforbruget er, at du sparer på den russiske gas, det er gasmotorer der trækker prisen op, så høj pris betyder flere penge til Putin.
Projektet startede i oktober 2021 som en facebook side drevet af mig. Jeg har arbejdet i elmarkedet i ti år, herunder fire år med dagligt ansvar for en aktør i elmarkedet. Så jeg kender det danske marked ret godt. Siden da har jeg valgt en anden karrierevej, men jeg har beholdt kontakten med sektoren via en bestyrelsespost.
Oprindeligt var det et projekt jeg søgte Elforsk-midler til i 2019. Det var andre tider, jeg skulle eksempelvis bruge penge på at købe en spotprisprognose. Projektet fik ikke tilkendt støtte, der var for lidt forskning i projektet. I efteråret gik det op for mig, at det nok var muligt at bygge en simpel prognose, der kunne forudsige elpriserne, da mange data er tilgængeligt gratis på nettet. Siden da er prognoseværktøjet udvidet mange gange, der er nu meteorlogiske data, solprognose, elforbrug, og gaspriser i værktøjet. Det har hele tiden været planen at flytte på elforbruget via sociale medier. Siden da er prognoserne også offentliggjort elektronisk på https://github.com/solmoller/Spotprisprognose
I september 2025 overtog den forbrugerdrevede energikoncern EWII siden, men jeg er stadig aktiv i kulissen.
I september 2026 skiftede Grønnere elforbrug navn til Smartere elforbrug på grund af en opdatering i markedsføringsloven.
MVH
Teamet bag Smartere elforbrug
Kontaktinformation for medier: Henrik (snabela) elforbrug.nu
