— Dyr strøm i Øst tirsdag aften.
Denne uge får lidt høje elpriser, hvor natten er noget billigere. Strømmen er dyrest morgen&aften, og frokost er ikke meget billigere.
Fredag og weekend er elpriserne tilbage på normal, men altså ikke billigt. —
Jeg har tidligere anmeldt Christian Dahl Winthers bog om hvordan vores elsystem er sat sammen. Bogen er kommet i anden udgave, det får mig til at genudgive min boganmeldelse, så du kan få den på ønskelisten:
Hvis du søger på min side, kan du finde beskrivelser af flaskehalse, udbud, vandlagre og alt muligt andet jeg finder på. Det er meget sjældent, at der er lagt en større plan. Jeg bruger fra fem minutter til en halv time på at kommentere på hvad der er spændende i markedet på den pågældende dag.
Hvis du er interesseret i en samlet fremstilling af den største maskine menneskeheden har bygget, så er der mindst én god bog på markedet. Den er skrevet af en dansker, men på engelsk. Sproget er til at gå til, og så er der brugt ret store kræfter på at illustrere hvad det er, der sker. Det kræver talent at vise, hvilket dilemma man står i, når en transmissionslinje falder ud, men det lykkes fuldt ud her.
Bogen når hele vejen rundt, fra generatoren, over elhandel til de største udfald, der har ramt millioner af mennesker på én gang.
Bogen er stærkt anbefalet, HUSK AT SKRIVE DEN PÅ ØNSKESEDLEN:
Christian Dahl Winther: Visual guide to the power grid.
Du kan se dele af indholdet på https://visualpowergrid.com/
For god ordens skyld skal jeg nævne, at jeg ikke på nogen måde honoreres for denne omtale. Jeg kender forfatteren, der venligt har udlånt dagens illustration, der er et udsnit af et affaldsforbrændingsanlæg.
MVH
Henrik
Elfluencer
PS: Jeg ved godt, at det her er tredje gang jeg skriver det her opslag, Grønnere elforbrug er efterhånden så gammel at jeg kan gentage historier, sådan er det at blive gammel.
PS: Hvis der er nogen der kan hjælpe mig med et billede af et damvarmelager vil jeg være taknemmelig