Allison Macfarlane er tidligere formand for den amerikanske Nuclear Regulatory Commission, hun har skrevet en status om nye typer kernekraft.
Menneskeheden kommer til at køre på kernekraft på den lange bane. Desværre er der mindst et årti til vi begynder at se nye kernekrafttyper slå igennem.
Kernekraft bliver både hyldet som en stabil, vedvarende energikilde og kritiseret som risikabel, dyr og forældet teknologi. Små modulære reaktorer har fået milliarder i risikovillig kapital og usædvanlig medieopmærksomhed. Men hvad er status?
Forrige uge kom nyheden om, at Oklo, et firma der har designet en avanceret mikronuklear kraftanlæg, vil gå på børsen via en fusion med AltC Acquisition Corporation. Sam Altman, medstifter af AltC Acquisition og formand for Oklos bestyrelse, håber at hente 500 millioner dollars med dette tilbud. Oklos nyheder er et eksempel på den næsten konstante strøm af nyheder omkring potentialet for små modulære reaktorer (SMR’er) til at hjælpe med at reducere klimaforandringerne.
Men kan de det?
De fleste af disse designs er netop det: designs. Meget få af de foreslåede SMR’er er blevet demonstreret, og ingen er tilgængelige kommercielt.
Der er mange nye SMR-firmaer i USA, Canada, Storbritannien, Europa, Kina og andre steder, og reaktordesignene i sig selv er også talrige. Der er mindre versioner af eksisterende letvandsreaktorer, som dem i USA, Frankrig, Japan og andre steder. Der er mere “avancerede” designs som natriumkølede hurtige reaktorer (som Oklo og Bill Gates’ firma Terrapower’s design), højtemperaturgasreaktorer og smeltesaltreaktorer.
De fleste af disse designs er netop det: designs. Meget få af de foreslåede SMR’er er blevet demonstreret, og ingen er tilgængelige kommercielt, endsige godkendt af en nuklear tilsynsmyndighed. Inden for ingeniørvidenskab går nye teknologier fra designfasen gennem demonstrationsfasen (normalt i lille skala) til fuldskala og kommerciel fase. Under hvert trin foretages der ændringer i designet baseret på feedback om, hvad der fungerede og ikke fungerede.
Ét amerikansk firma, NuScale, er det eneste SMR-design i USA, der har modtaget “designcertificering” fra NRC. NuScale har en aftale med UAMPS, en sammenslutning af forsyningsvirksomheder, om at opføre de første NuScale-reaktorer i Idaho i USA. Men NuScale vil ikke opføre det allerede godkendte design i Idaho; selskabet har en ny ansøgning hos NRC om at opføre en større og formentlig mere økonomisk model af reaktoren. Ikke desto mindre er omkostningsskøn for reaktoren steget fra 55 dollar pr. megawatt-time elektrisk (MWh-e) i 2016 til 89 dollar pr. MWh-e i 2023 ifølge Institute for Energy Economics and Financial Analysis ( https://ieefa.org/resources/eye-popping-new-cost-estimates-released-nuscale-small-modular-reactor ).
Erfaringerne med nybyggeri af SMR’er i USA og Europa giver ikke anledning til optimisme. De to franske-design-udviklingskraftreaktorer (EPR’er) har overskredet budgetterne og tidsplanerne væsentligt. EPR’en i Finland skulle oprindeligt koste 3 milliarder euro og åbne i 2009. Den begyndte først at producere elektricitet i 2023 til en pris på 11 milliarder euro. Der er en lignende historie i Frankrig, hvor EPR’en i Flamanville skulle være taget i brug i 2012 til en pris af 3,5 milliarder euro. I stedet er den stadig under opførelse, og omkostningerne er vokset til 12,4 milliarder euro.
Dette er normen i Europa, ikke undtagelsen. Westinghouses AP-1000, et solidt design med passive sikkerhedsfunktioner, har lidt af lignende problemer. De to enheder, der var under opførelse i South Carolina, blev opgivet i 2017 efter en investering på 9 milliarder dollars. De to AP-1000-enheder i Georgia skulle have været i gang i 2016/2017 til en pris af 14 milliarder dollars. Den ene enhed startede i april 2023, og den anden enhed lover at starte senere i 2023. Den samlede pris er nu over 30 milliarder dollars.
SMR-designerne argumenterer for fabrikskonstruktion for at undgå nogle af faldgruberne ved konstruktionen af store reaktorer (deraf “modular” i Small Modular Reactor). Men AP-1000 burde være en advarsel: det er også et modulært design, men man har ikke formået at få produktionsprocessen på plads.
En af grundene til, at SMR’er vil blive dyrere, har at gøre med brændstofomkostninger. I øjeblikket er der ingen berigelsesvirksomheder uden for Rusland, der kan producere HALEU. Der er ingen aftagere, og derfor ingen nye producenter der går ind i markedet.
Selvfølgelig spiller eksisterende atomkraftværker en betydelig rolle i reduktionen af drivhusgasemissioner og vil fortsætte med at gøre det. Men udsigten til SMR’er er tvivlsom og vil kræve massive investeringer for at have en betydelig indvirkning på klimaforandringerne.
I den nuværende euforiske stemning omkring atomkraft er der kun lidt tålmodighed eller politisk vilje til at diskutere virkeligheden om, at ny atomkraft er mange årtier væk fra at have nogen målbar indvirkning på klimaforandringerne – hvis overhovedet.
Forkortet og omskrevet, den fulde tekst er her: https://iai.tv/articles/the-end-of-oppenheimers-energy-dream-auid-2549
Husk at bevare den gode tone i kernekraftdebatten!
MVH
Henrik
