Sommer, sommer og sol…
Jeg havde varslet en mulighed for gode priser lørdag, det må siges at passe: kl 13-16 er priserne rigtigt gode. Kan du bruge strøm på det tidspunkt er det tæt på optimalt.
Der er mulighed for bedre priser søndag, incl natten til søndag. Der er en vis modstand nede omkring nullet, men det bliver sikkert til flere gode timer end vi har lørdag. Det er sommer og sol i elmarkedet, selv om de lave temperaturer lægger en dæmper på løjerne, også i elmarkedet.
Det her er en af de meldinger, som ikke passer med mønstrene i elmarkedet, så DEL GERNE
Priser, prognoser og udledning i kommentarerne
Jeg har stadig ikke fået solproduktion bygget ind i min prognose. Det er lidt af en omgang. Først skulle jeg finde en datakilde. Så skulle det valideres, om den sådan nogenlunde kan ramme produktionen. Der er også valgt områder der skal laves prognoser for, eksempelvis er 268 MW anlæg i Vandel et af de seks steder jeg har valgt. Derefter skal der konstrueres og indlægges historiske data i databasen. Prognoserne skal lægges ind så de kører automatisk. Når det er sket, skal der oprettes et nyt felt i databasen ‘net forbrug efter solceller’, som indeholder elforbrug fratrukket solcelleproduktion. Til sidst oprettes kopier af de gamle modeller, hvor forbruget erstattes af det nye datasæt. Så krydser jeg fingre og kører prognoserne – jeg skal nok offentliggøre resultatet, også hvis det kører i skoven.