Nu kommer ellastbilerne, men hvordan påvirker det elmarkedet?
Langt den største del af fremtidens ladebehov vil blive dækket af depotladning i den enkelte virksomhed.
Det betyder at vi får endnu mere elforbrug om natten. Pudsigt nok betyder det ikke nødvendigvis højere tariffer, selv om faste læsere af Grønnere elforbrug kender sammenhængen mellem belastning, tab og tarif. Ellastbiler bruger så meget effekt, at jeg tvivler på at de kommer på som C-kunde. Belastningen kommer til at ligge på et højere spændingsniveau, så det bør ikke ramme privatforbrugernes tarif mærkbart.
Det højere natteforbrug vil påvirke spotpriserne, men vi skal huske at vi er en del af et kæmpe elmarked. Der skal rigtigt mange tons til før vi flytter nattebelastningen.
Når staten bruger 700 millioner kroner til en udrulningsplan, der omfatter etablering af 25 ladeparker med 175 lynladepunkter og en kapacitet på 133 MW langs de danske statsveje, så er etableringen underlagt EU’s AFI direktiv.
Det betyder, at de aktører der etablerer ladestanderne er underlagt nogle ret fornuftige regler for hvordan de må drive deres forretning. Der er regler om ikke-diskriminerende priser, operatøren må maksimalt yde en rabat på 10 % til brugere med abonnement, i forhold til ad hoc prisen.
Ladestanderne vil have en individuel kapacitet på op til 1.000 kW eller 1 MW (især MegaWatt Charging System). Det er ret voldsomt, og den belastning vil betyde yderligere behov for at elnettet følger med og retter produktionen ind.
Det ser vi på i morgen
Keep on trucking
Henrik
Elfluencer
Kilde: https://www.trm.dk/nyheder/2023/25-nye-ladeparker-til-ellastbiler