Kipprisen er et velkendt begreb på kraftvarmeværker. En gasmotor kan lave 2 MWh gas om til cirka 1 MWh varme og 1 MWh el. Samme sted har man en gaskedel, der er en simpel kasse, hvor man varmer fjernvarmevandet op med gas, her giver 1 MWh gas 1 MWh fjernvarme.
For tiden koster 1 MWh gas omkring 40€/MWh, eller 300 kroner. Det er 30 øre/kWh.
Hvis elprisen er 31 øre/kWh køber man 2 kWh gas for ialt 60 øre, sælger eldelen af produktionen for 31 øre/kWh, og står med 1 kWh fjernvarme, der har kostet 60-31=29 øre. Så jo højere elprisen er, jo billigere bliver fjernvarmen.
Er elprisen under 30 øre vil varmeprisen på gasmotoren blive over 30 øre/kWh. Derfor gider man ikke lave strøm, for man kan jo producere fjernvarmen billigere på gaskedlen.
Dét er kipprisen mellem gasmotor og gaskedel, altså den pris, hvor man skifter mellem forskellige enheder.
Har man flere varmekilder, skal man kende kipprisen mellem dem, så man altid kører med den billigste. Stakkels Mats har 4,5 varmekilder, dem ser vi på i morgen!
MVH
Henrik
Dagens illustration er en gasmotor der kan levere 4,7 MW el, altså 4.700 kW. Den står på Skagen varmeværk, billedet er taget af Flemming Neist