— Nulpriser i elnettet igen i nat! Ganske lav lørdag kl 21 til søndag kl 06, og resten af søndag bliver også rimelig. Næste uge får højere elpriser, dog kan juledagene forvirre prognoserne. —
I lande med kulde og vandkraft er der et fænomen som kan se bagvendt ud: når vejret bliver koldt, skruer man ned for vandkraften. Det skulle helst være overstået omkring nu. Men hvorfor gør man det?
Vandturbiner skal helst have nogenlunde rent vand igennem sig, uden sten eller andre hårde ting som iskrystaller der slider turbineskovlene. Og hvis der er rigtigt mange iskrystaller i strømmende underafkølet vand, kan de klumpe sig sammen (is-kravning) på indløbet til turbinen og mindske vandgennemstrømningen. I værste fald kan isen blokere indløbet så dæmningen oversvømmes.
For at undgå de ting, skal man holde vand og iskrystaller adskilt. Det gør man ved at lægge et lag af is øverst på vandkraftsøen, deraf ordet “islægning”. Det kræver hård frost og helst vindstille, så man er nødt til at vente til vejret er passende, i mange timer i træk. Så stopper man turbinerne, så vandet ligger stille (eller under en halv meter i sekundet) og får ro til at fryse til et tykt fast isolerende overfladelag af is. Hvis værkets sø er lille, skruer man ned for turbinen så vandhøjden er den samme (turbineflow svarer til elvens flow).{1}
Når det er gjort, vil yderligere frost resten af vinteren bare gøre den faste is tykkere ved vandkraftværket, mens iskrystaller der løber fra elven ind i vandkraftsøen står næsten stille i søvandet, og enten flyder op under søens is og gør den tykkere, eller smelter i søvandet hvor jordvarmen holder vandet over frysepunktet. Dermed er is og vand skilt ad, og vandturbinen får kun flydende vand indtil næste efterår, også selvom vandstanden falder i vandkraftsøen efterhånden som vandet bruges. De fleste dæmninger er høje så der er god afstand fra den faste is og ned til turbinens indløb.{2}
Man laver helst islægning i en weekend hvor industriens elforbrug er lavere, men det er så vigtigt at gøre, at hverdage også kan være nødvendige hvis det er der vejret er bedst til det.
Det betyder dog også at elprisen stiger i den periode, for elvarmen tændes mere i kulden mens elproduktionen falder fra vand og vind. Vandkraftværket melder det ind på https://umm.nordpoolgroup.com lidt i forvejen så elmarkedet er varslet om lavere udbud. Det fald kræver at andre fleksible kraftværker skruer op for at kompensere for det, sammen med import. Derfor kan elprisen også stige i lande uden vandkraft, fx Danmark.
De fleste store vandkraftværker i Sverige er samlet i grupper på de største elve med de største faldhøjder fra de norske fjelde. Hver elv har et antal vandkraftværker i kaskade fra fjeld til Østersøen (trip-trap-træsko), så man forsøger at lave islægning på et større stykke af elven ad gangen. De fleste år har det ikke påvirket elmarkedet, for Sverige er stor, og vandkraftsøerne fryser på lidt forskellige tidspunkter, afhængig af hvor langt nordpå og hvor højt i bjergene de er. Men i 2021 kom frosten samtidig i hele nordlige Sverige, så de fleste vandkraftværker måtte lave islægning samtidig, og elprisen steg mærkbart.
Isen holder sig et stykke hen på foråret, og smelter bare i vandoverfladen uden at nå ned til turbinerne.
Nu vil jeg gå ud i køkkenet med dagens indkøb, og lægge chokoladeis i fryseren. Det er den danske udgave af islægning.
Kilder: https://sverigesradio.se/artikel/islaggningen-klar-i-norr-nu-kan-elen-bli-billigare-i-hela-landet
https://www.energiforetagen.se/pressrum/nyheter/2022/december/islaggning-pa-vattenkraftmagasin-av-intresse-for-elpriser/
Billede fra https://energiforskmedia.blob.core.windows.net/media/18447/johan-kravis-och-islaeggning-kunskapssammanstaellning.pdf
{1} Nogle dæmninger har indløbet i overfladen, så særlige metoder bruges for at mindske isen.
{2} Der kan godt være så meget bevægelse i vandet lige ovenfor indløbet at isen er smeltet der, det er normalt ikke så vigtigt.
