Festen forstætter med nulpriser kl 10-17 lørdag. Jeg er mere usikker på om natten til søndag har gode elpriser, og søndag eftermiddag er også til den usikre side. De gode priser holder pause mandag, men kommer tilbage tirsdag. Sommeren er længere i elmarkedet end i Danmark ⛱️😎.
Jeg overvejer at omdøbe Grønnere elforbrug, til ‘Nyt om Spanien’. Det er en fest at følge med i de mange historier, selv om mine tæer kan have svært ved at være i skoene. Der kommer helt sikkert en rapport der beskriver præcist hvad der skete. Normalt er årsagssammenhængene i nedbrud i komplekse systemer… komplekse, så der er næppe én årsag.
I mellemtiden minder jeg på, at der i flere dage er mange charlataner med skråsikre holdninger, der har udlagt hændelsesforløbet uden at have nogen indsigt overhovedet. Husk Dunning-Krueger: Jo mindre folk ved, jo sikrere er de i deres ikke-viden.
I dag har jeg to godbidder: En graf over frekvensen i Spanien, og Energinets udlægning af hvad der skete i vores elnet som konsekvens af udfaldet
Dagens illustration viser forløbet, og passer fint med hvad jeg tidligere har bragt:
Der går 1.3 sekunder fra første generator falder ud, til anden generator falder ud. Derefter går det sydover, og hurtigt. 1.6 sekunder efter generator to, falder forbindelsen til Frankrig ud. På de kurver folk spreder i vildskab ser man at frekvensen i resten af Europa retter sig. Læs om den kurve i gårsdagens opslag.
1.2 sekund senere er netfrekvensen nede omkring 49.25 Hz. Finito frequenza, nettet kollapser!
Jeg giver ordet til Energinet:
—
SPANSK BLACKOUT FIK SVENSKE RESERVER TIL AT FLYDE OVER KATTEGAT⚡❗⚠
I samme øjeblik, som Spanien og Portugal mandag klokken ca. 12.30 gik i sort i et omfattende blackout, kunne strømsvigtet mærkes i det danske elsystem.
Stor elproduktion fra den iberiske halvø faldt med afbruddet pludselig ud – og dermed også eksport af strøm til Frankrig. Det fik frekvensen i det europæiske elsystem til at dykke – også i Danmark.
Grafen hos Energinet viser et billede fra Energinets højspændingsstation Fraugde på Fyn. Fraugde er sidste stop i det vestdanske eltransmissionssystem og dermed den del af det danske elsystem, der hænger sammen med det kontinentale Europa. På den anden side af Storebælt har Sjælland og det nordiske elsytem sit eget synkronområde.
Frekvensen i elsystemet skal være så tæt på 50 hertz som muligt, men svinger altid en smule op og ned, afhængigt af den aktuelle produktion og forbrug.
Da elsystemet i Spanien og Portugal gik ned, faldt frekvensen i Vestdanmark først til under 49,9 hertz og kort derefter til under 49,85 hertz. Dermed blev først Energinets primære reserver og derefter nødeffekt aktiveret. Det sker automatisk, hvis frekvensen dykker eller stiger mere end acceptabelt.
Frekvensdykket betød, at reserver fra Norden – i det her tilfælde svensk elproduktion – flød over til Danmark og bidrog til at bringe elsystemet tilbage i balance. Jylland og Sverige er forbundet over Kattegat med Konti-Skan-forbindelsen, der løber mellem Vester Hassing ved Aalborg over Læsø til Lindome ved Gøteborg.
Kæmpe nedbrud som det, der ramte Spanien og Portugal, er yderst sjældne. Men det er helt normalt, at elsystemerne løbende regulerer op eller ned og aktiverer reserver for at kunne holde balancen og 50 hertz. Og at det sker over grænser, er hverdag for de europæiske kontrolcentre – også Energinets kontrolcenter i Fredericia.
Elsystemerne er forbundne og bliver det i stigende grad i takt med, at meget større mængder vindenergi og solcellestrøm skal flyde frem og tilbage og blandes med vandkraft og el lavet på store og små værker for at sikre stabil forsyning.
—
Tak til Energinet for en fin indsigt i, hvordan vi blev påvirkede af hændelsen helt heroppe.
MVH
Henrik
El fluence!
Dagens graf er fra Leonhard Probst på LinkedIn
Frekvensvariationer fortæller noget om balancen mellem produktion og forbrug, og i Spanien gik det rigtig galt.
Jeg har set på frekvensen i Skandinavien (kontrollrummet), og den ser ud til at lave nogle spjæt næsten på hvert timeslag.
Kan det være et resultat af auktionen, der hver time kan give en ændret produktion?
Godt fund!
Læg endelig noget materiale frem, skriv evt til mig
MVH
Henrik
Det er desværre kun ved jævnligt at se på frekvensen at jeg har opdaget det.
Håbede at du eventuelt kunne se statistisk på det og fortælle om der er noget i det.
Deres tabel (hvis den kan hentes ned) er for hvert sekund, altså vildt stor.
Takker, det prøver jeg at gøre
Ja, det kræver lidt arbejde at debattere elmarkedet