I går spurgte jeg, om jeg skulle skifte til to opdateringer om dagen: En med nye priser, og en med prognose plus dagens historie. Mange tak for de mange svar. 144 stemte på ét opslag om dagen, 106 på to. Det er ikke en stor forskel. Til de utålmodige henviser jeg til https://elpris.wen.dk/, som er automatisk opdateret. Der var nogle søde kommentarer om at jeg skulle vælge det, der er nemmest for mig, og det giver en parallel til mit arbejde: Der er mange arbejdsopgaver, der ‘egentlig ikke tager tid’, men som i dag kan automatiseres forholdsvis let. Vi arbejder med software robotter, og der er virkelig sket landvindinger. Jeg tror at en robot, der kan oprette opslaget på Grønnere elforbrug og lægge relevante grafer ind kan bygges på et par timer, selv om jeg ikke selv bygger robotter til hverdag. Det sker på en platform, der ikke koster noget at anvende! Lidt kunstig intelligens kunne også skrive den tilhørende tekst. Så et par småprojekter, og så kørte det. Jeg er IT mand, og dermed tidsoptimist, så jeg bør nok gange med pi på de tidsestimater!
Dagens illustration er nøglen til mange effektiviseringer. Jeg har den hængende på kontoret, og den viser, hvor meget man kan investere i at automatisere. Jeg opdaterer en gang dagligt, hvis jeg kan skære fem minutter af arbejdstiden på seks dages arbejdsindsats så er det en god idé.
Afstemningen viser mig, at der ikke er et stort ønske om ændringen, så det projekt bliver sat til side til en dag, hvor jeg har lyst til det. Af tiltag jeg overvejer at bygge på lige nu er:
EEX futures som input til prognosen. Selv om fredagens prognoser viste sig ikke at have nogen kobling til det danske marked tirsdag, er jeg ret sikker på, at kvaliteten af solramte prognoser ville stige af det tiltag. Og så ville jeg få lov til at lege med et nyt værktøj, for de data er ikke umiddelbart tilgængelige.
På sigt har jeg andre småting liggende på hylden:
– Instagram opdateringer. Men er der interesse?
– Twitter som platform
På den helt lange bane er ovenstående trædesten på vej til en ‘rigtig’ løsning, hvor elbiler og andet kan se en bedre prisprognose, og ‘alt’ kører automatisk. Det er lige nu ikke på programmet, men jeg overvejer stærkt at bygge et API, hvor priser i en kvalitet der er skåret ned til tre eller fire niveauer blev tilgængelige til nørder, der selv kan hente.
Kilde: https://xkcd.com/1205/
Er der grafer du savner eller emner du gerne hører mere om, så er du velkommen til at byde ind under kommentarerne, der som altid indeholder priser, prognoser, og i dagens anledning nogle voldsomt lave udledninger.
MVH
Henrik
Bonusinfo: Når jeg skriver Flensborg om flaskehalsen, så har jeg ikke tjekket præcist hvor vedligeholdet sker, men Flensborg er lidt en speciel sag, idet byen forsynes fra dansk side. Inden nogen får for gode idéer om at flytte grænser, så skal man huske at tænke det hele igennem inden man gør den slags. Med samme argumentation kunne svenskerne nemlig gøre krav på Bornholm. Grænser bør respekteres!