— Fortsat lave elpriser, især i Øst efter tirsdag kl 21. Onsdag morgen kl 08 stiger de lidt igen men forbliver rimelige hen til weekenden.
Torsdag morgen og fredag frokost er nok de dyreste før tillæg. —
Til Kristian Jensen, Green Power Denmark https://greenpowerdenmark.dk/kalender/talere/kristian-jensen
Mange tak for jeres utrættelige arbejde med at fremme den grønne omstilling i Danmark.
Jeg står bag hjemmesiden Grønnere elforbrug, der hjælper forbrugerne med at finde den billigste dag i ugen at bruge strøm på.
Jeg har længe ønsket at bygge en hjemmeside, hvor mine prognoser kombineres med tariffer, så forbrugerne får den fulde elpris oplyst. Den opgave er der mange andre, der har kæmpet med, både i form af hjemmesider og apps.
Der er over 20 apps på markedet, og et enormt antal hjemmesider der viser dagens elpriser.
Problemet er, at hvor Green Power Denmark står bag den tarifmodel, der anvendes af alle elnetselskaber, så har I ikke sørget for at jeres medlemmer melder tarifferne ind på en ensartet måde, så både hobbyfolket og de professionelle kan udtrække data i et brugbart format.
I har ellers gjort det nemt, alle elnetselskaber taler om A-, B- og C-kunder. Alle elnetselskaber anvender jeres tre tarifmodeller.
Elnetselskaberne afleverer pligtskyldigt deres data til Energinet, der udstiller tarifferne på energidataservice.dk, i et meget brugbart format. Jeres medlemmer mangler kun at standardisere deres indmeldinger.
Her er de tariffer, der er indmeldt for C-kunder:
Nettarif C, Nettarif C Flex, Nettarif C flex NT-01, Nettarif C Flex – Rabat, Nettarif C Flex – time, Nettarif C Flex (Rabat), Nettarif C time, Nettarif C time NT-10, Nettarif C time (Rabat)
Desværre er ovenstående liste bare et lille dyk i den forvirring man møder når man henter data.
En del medlemmer oplyser deres nettarif som en række delmængder. Jeg skal altså finde ud af hvilken kombination af overliggende net, C-tarif og rabat der skal lægges sammen for at finde tariffen for mine følgere.
Netselskabet Elværk A/S har to identiteter, som hver offentliggør 40 forskellige tariffer.
Otte selskaber har ingen tariffer oplyst i udtrækket, herunder flere af de helt store selskaber.
Desværre er det ikke kun os nørder, der har svært ved at gennemskue tarifferne. Jeg ser tarifblade, hvor forbrugeren selv skal regne ud, at man
1 er C-kunde
2 skal lægge tariffen for overliggende elnet til den oplyste C-kundetarif
Min henvendelse sker på baggrund af en diskussion på nettet, hvor en udvikler kaldte tarifferne for ‘datasættet fra helvede’. Det er naturligvis et i-landsproblem fra helvede, da vi allerede har data til rådighed, hvilket jeg er meget taknemmelig for.
Opgaven er ikke umulig: 11 selskaber af forskellig størrelse formår at aflevere data i et format, hvor det er klart og gennemskueligt, hvad forbrugeren skal betale.
Jeg håber meget, at Green Power Denmark kan kalde medlemmerne til orden og sørge for at data bliver udstillet, så de er tilgængelige ensartet. Det vil være et godt bidrag til de mange frivillige, der udvikler hjemmesider, apps og integrerede løsninger.
Det vil fremme den grønne omstilling.
Med venlig hilsen
Henrik Møller Jørgensen
Grønnere elforbrug
Illustration af altid organiserede https://katarnos.dk – all art allowed
Looad energi i Åbenrå er ved at blive stort firma
Hvordan ser du det?