Hvis elmarkedet var en puls, så var det dødt: Der er nærmest ingen udsving i hverken spotpriser eller prognoser den kommende periode. Takket være tariffer er natten til lørdag bedst, der er også potentiale i natten til søndag, men elmarkedet er jævnt og kedeligt så langt øjet rækker.
Inden man hidser sig op, er det her en ret interessant situation: Vi har elpriser på under en tredjedel af gasmotorprisen i hele perioden. Grøn energi er billig!
Dagens billede viser Rasmus Virenfeldt Lauritsens visning af hans elforbrug fordelt efter tarif.
Rasmus har i Januar og lidt af februar brugt 1.581 kWh om natten kl 00-06, til lavlasttarif.
Han har brugt 7,6 kWh kl 17-21, når der er spidslasttarif.
Resten af døgnet har Rasmus brugt 242 kWh.
Det er simpelthen umuligt for en normal forbruger at lægge så meget af strømforbruget om natten, men Rasmus snyder også.
Han har et 13 kWh batteri og solceller, så han kan spille på tarifmodellen og hente strømmen når den er billigst.
Rasmus har investeret og skal hente sin investering hjem.
Der er to store usikkerheder.
Elprisen er ikke en af dem.
– Rasmus skal have købt batterier, der kan tåle over tusind op- og afladninger-
– Rasmus skal bo et sted, hvor tarifmodellen ikke ændres væsentligt mens anlægget afskrives.
Det skal nok gå. Jeg sidder og kigger på hvordan Tarifmodel 4.0 nok kommer til at se ud, den kommer ikke til at ramme Rasmus.
MVH og tak for historien
Henrik
Elfluencer
Historien er fundet ovre på Dansk Home Assistant gruppe på Facebook. Home Assistant er det smarte hjem vi har talt om længe, som nu rulles ud i ret mange hjem her i landet. Du kan komme i gang for få hundrede kroner, og bruge en tilsvarende mængde timer for at få nørdet alle detaljer på plads. Er du ikke nørd, er det efterhånden ved at være overkommeligt at komme med på bølgen.
Jeg er ikke på Facebook og kender derfor ikke alle Rasmus’ detaljer for analysen, men jeg synes analysen kalder på nogle kommentarer (som kommer her og ikke på Facebook ;-):
Umiddelbart ser det flot ud – i alt fald i forhold til belastning af elnettet! Om det også er flot i forhold til privatøkonomien (og dermed afskrivningen på anlægget) er derimod ikke helt så sikkert!
Der er jo ikke meget sol for tiden, så formentlig oplader Rasmus batteriet fra nettet om natten. Da der jo er et tab i batteriet (ladekredsløb, kemi, inverter) på i størrelsesordenen 25%, skal der være en tilsvarende højere pris på det tidspunkt, hvor nan tapper fra batteriet, for at det kan betale sig. Rigtigt mange dage er det kun tilfældet i spidslast-perioden, hvorved det altså bedst kan betale sig at tappe strøm fra elnettet i højlast-perioderne (imellem natten og kogespidsen). Det er selvsagt ikke relevant når først der er så meget sol, at opladning fra nettet om natten er unødvendigt.
Jeg har selv et Sonnen anlæg med 7,5 kWh batteri og 5,67 kWp paneler samt en Skoda Enyaq elbil ladet gennem en Easee Lite/Equiliser ladeboks. Der er desværre ingen “færdigbagt” løsning, der samler alle disse specifikke enheder og kombinerer det med elpriser og vejrudsigt, så jeg er i gang med at kigge på API’er for selv at strikke noget sammen, formentlig i Home Assistant. Indtil da kører jeg med nogle grundindstillinger kombineret med lidt manuelle ad hoc justeringer. En masse analyser bliver det også til – heraf mine kommentater til Rasmus’ analyse.
Hej Erik
Det kan godt passe, selv om tab synes noget højt i dit tilfælde.
Der er halv- og hel-kommercielle løsninger derude, du behøver ikke starte fra scratch
Henrik
Hej Henrik
Glemte helt at sige tak for din store indsats! Det er meget påskønne!!!
Uden at jeg lige kan pege på andre kilder for nuværende, er det mit indtryk, at andre melder om lignende tabstal. Tabet i selve batteriet er vist i størrelsesordenen 3-5%, mens ladekredsløb og inverter står for resten. Jeg er ved at forhøre mig hos viasol om ladekredsløbet er DC-DC eller DC-AC-DC. Hvis det sidstnævnte er tilfældet, tæller invertertabet to gange, om jeg så må sige.
Erik