Priserne springer tilbage til de vante i morgen mandag, så brug strømmen i dag søndag inden kl 17. Onsdag eftermiddag og natten til torsdag er de næste gode tidspunkter.
Den svenske regering har besluttet ikke at give tilladelse til en ny jævnstrømsforbindelse fra Skåne til Tyskland, Hansa PowerBridge, som Svenska Kraftnät og tyske 50Hertz har planlagt.
Den svenske regering afslået ansøgningen.
Årsagen er, at “det tyske elmarked ikke fungerer på en sådan måde, at det giver korrekte prissignaler til elmarkedets aktører, frem for alt fordi Tyskland i modsætning til Sverige ikke er opdelt i priszoner på en måde, der svarer til de væsentlige flaskehalse i landet.”
BUM!
Jeg har flere gange skrevet om den nærmest religiøse tanke man har, at priserne skal være ens i hele Tyskland. Jeg har længe gættet på, at Tyskland bliver tvunget til at dele sig op, når EU kommissionen tager sig sammen og tvinger opdelingen igennem. Det vil være godt for alle: Der vil være større incitament til at bygge forbindelseslinjer, og der vil være større incitament til at flytte energitunge virksomheder hen, hvor strømmen produceres.
Den svenske regering lægger ikke fingre imellem:
– Regeringen beslutter ikke at give tilladelse til en ny forbindelse mellem Sydsverige og Tyskland. Vi kan ikke forbinde det sydlige Sverige, der har et stort underskud i elproduktionen, med Tyskland, hvor elmarkedet i dag ikke fungerer effektivt. Det ville risikere at føre til højere priser og et mere ustabilt elmarked i Sverige. Sverige har brug for forudsigelige forhold for at bygge elproduktion og elnet, der favoriserer et elsystem, der leverer konkurrencedygtige elpriser, udtaler energi- og industriminister Ebba Busch.
Beslutningen betyder ikke et forbud mod en ny forbindelse mellem Tyskland og Sverige, hvis forholdene skulle ændre sig i fremtiden. I Tidö-aftalen hedder det, at udbygningen af eksporterende elkabler bør sættes på pause, indtil prisforskellene mellem elprisområderne er aftaget markant.
Lad mig oversætte: Når tyskerne har et fungerende elmarked, vil svenskerne gerne forbinde sig til det.
Med håb om at tyskerne tager sig sammen
God weekend!
Henrik
Elfluencer
Mon ikke de snarere mener prisforskellene mellem svenske elprisområder?
Det kan meget vel være konsekvensen