–Søndag indtil kl 16 er sidste billige periode i denne omgang, men der kommer anstændige frokostdyk de næste dage også. Højeste elpris er mandag aften, undgå den.–
“Ejer du et solcelleanlæg, skal det kunne køres så du ikke straffes af negative priser og så du optimerer elbilens opladning. Og det skal ske fuldautomatisk”
Så kort kan den forløbne uges læring skrives.
Jeg har tidligere skrevet om en løsning, hvor Ahmed Ludvigsen Al-Mashhadi viste sin fine integration af solceller frem: https://elforbrug.nu/proprosumer/
I forbindelse med opslaget med en prognose på negative priser frem til 2026, har jeg efterlyst erfaringer med styring af solcelleinvertere. Planen var at samle en liste over invertere, og fremhæve de systemer, der kan styres automatisk.
Listen over invertere, der ikke kan styres synes at være meget kort, eller endda tom.
Der skal nok være nogle invertere på markedet, der endnu ikke kan styres, men jeg har set positive tilbagemeldinger på alle de inverterproducenter jeg kender. Mine egne 12 år gamle Eversolar Invertere har i deres dokumentation, at man bare skal sende et passende signal til dem, så kan de justeres til en vilkårlig procent af makslast.
Der er invertere, der kan det meste ud af æsken, men rigtigt mange anlæg kan eftermonteres med hjemmebryggede løsninger med eksotiske navne som ESP32, Raspberry Pi eller Home Assistant. Fælles for de eftermonterede løsninger er, at det er hobbyprogrammører, der offentliggør løsninger, eller små virksomheder, der hurtigt har sat de relevante komponenter sammen. Almindelige mennesker kan altså også være med i festen.
Den historie kan jeg nikke genkendende til. Overvågningen af mine solceller er et sådant projekt, det startede for 12 år siden. En gut i Sydney aflurede protokollen. En i Perth skrev noget kode der kunne hente data. En i Danmark (*) fik systematiseret opsætning og projekt, så alle kunne være med. Sidste år overtog en anden dansker projektet, og fik det integreret i Home Assistant.
Justering af solcellers produktion er en del af vejen til et Grønnere elforbrug. Køber du et solcelleanlæg, skal du huske at have en plan for at få det styret.
God fornøjelse
Henrik
(*) mig!