Som ventet er der mulighed for et godt minimum natten til tirsdag for Østdanmark. Allerede kl 14-16 er der gode priser, men mandagen slutter i 46 øre, det er tilløbet til en god nat til tirsdag.
Det spændende er, om flaskehalsen kommer til at falde ned midt gennem Danmark. Da Storebæltsforbindelsen er ude fra mandag kl 06, er der desværre ikke god sandsynlighed for at Vestdanmark får lige så gode priser, men det bliver nok også til et minimum herovre.
Derefter peger prognoserne på, at næste minimum er natten til lørdag.
Den elektriske storebæltsforbindelse er på 600 MW og blev taget i drift i 2010. Før det var de to elnet forbundet via forbindelserne til Norge, Sverige og Tyskland. Pudsigt nok er strømmen i Øst- og Vestdanmark ikke synkron, da det nordiske net ikke er forbundet med det europæiske net med vekselstrømsforbindelser. Forbindelserne er jævnstrømsforbindelser. Det giver nogle tab, på Storebælt er det 10 MW, men også nogle fordele: Omsætningen er computerstyret, og giver derfor mulighed for at levere nogle af de systemydelser der stabiliserer netværket. Førhen blev en del af stabiliteten leveret af kraftværker; 300 ton roterende turbine og generatortog har en vis inerti. Historisk har Energinet derfor haft krav om at der altid skulle køre tre hhv to kraftværker i vest hhv øst. Det krav har man ikke længere, blandt andet pga den syntetiske inerti fra udlandsforbindelserne, men også fordi nyere vindmøller opfører sig bedre på elnettet. Det er en del af den grønne omstilling, at vi skal lære at klare os uden kraftværker.
Priser mv i kommentarerne.
Illustrationen er fra https://energinet.dk forsiden, der kan man følge med i elnettet i et fint animeret kort.
MVH
Henrik