Vi ved allerede nu, at eventuelle afbrydelser af elforsyningen vil ske maks to timer og i tidsrummet kl 17-20. Afbrydelsen vil ske når forbruget er større end produktionen, altså en dag med meget højt forbrug. Mange går rundt og tror at det vil ske en dag med makspriser – altså 30 kr/kWh. Men er det rigtigt? Og er det altid kl 17-20 at der er maks belastning på nettet?
Jeg har set på historiske data ud fra maksimalt forbrug, men det er en ret svær opgave. Jeg har tidligere set på problemet her https://elforbrug.nu/stroemafbrydelser-og-hoeje-priser/ uden at kunne finde en sammenhæng, metoden var forkert. Her ser vi på dage med høje priser: Er der også højt forbrug de dage?
Fra 2007-2021 har der været seks ‘hændelser’ med høje priser. I år har vi haft tre dage med høje priser, det var da gaspriserne var meget høje. Jeg har plottet de høje priser på y-aksen og ‘udnyttelsesgraden’ af elnettet på x-aksen. Datasættet er ikke perfekt, men her er hvad illustrationen siger: Det orange område er august 2022, der havde vi højeste priser omkring 6 kroner/kWh plus moms og en udnyttelsesgrad på 60-70%. Procenterne fås ved at dividere forbruget i den dyre time med det historisk højeste forbrug i samme år.
De gule priser er en formiddag i juni 2013, hvor vi havde makspriser og belastning lige under 70%. Så vidt jeg husker var det en aktør, der havde budt forkert, så det sorterer vi fra.
De hvide priser er fra december 2010, hvor vi var i de daværende makspriser og belastningen lå på hhv 92% og 96% af årets maks. Det er den her situation man taler om, når man siger, at der er sammenhæng mellem høje priser og høj belastning.
De blå områder er tidligere hændelser i 2010, 2009 og 2007. Pudsigt nok er halvdelen af de priser om formiddagen, så endnu en gang er der en ‘sandhed’, man skal tage med et gran salt. Afbrydelser kommer efter al sandsynlighed kl 17-21, men morgenspidsen kan også komme i spil!
Der er meget få timer at bruge som grundlag, så den her ‘analyse’ er kun et skrab i overfladen. Der er en klar sammenhæng mellem høje priser og højt forbrug, men jeg har en mistanke om, at vi i en kold vinter får så mange fjernvarmeanlæg tvunget i gang, at prisen ikke bliver maksimal, selv om elnettet ligger på kanten. Den mistanke synes at være bekræftet af mine to undersøgelser i området, hvoraf ovenstående er nummer to. Vi kan altså risikere at der er afbrydelser uden at der nødvendigvis er makspriser, og vi kan risikere, at det sker på morgenspidsen i stedet for aftenspidsen.
I morgen skriver jeg om hvordan du kan blive varslet, hvis der bliver afbrydelser i nettet.
MVH
Henrik
a. Mon ikke faren for brown-out’s i Danmark i den kommende vinter er overstået. Derer, bogstavelig talt, løbet meget vand i åen siden energistyrelsen i september meldte om forøget risiko. Dengang var de norske vandmagasiner relativt tomme, men nu er fyldningen over middel, så hvis vi får mangel (høje priser) står norske vandkraftværker parat til at støtte os.
b. Kogespidsen hverdage 17-20 er den periode, hvor der er størst belastning af distributionsnettet i boligområder, men det er vel om formiddagen der generelt er det største elforbrug i landet som helhed. Og brown-outs vil komme, hvis der ikke via prisen kan skabes balance mellem produktion og forbrug. Så hvorfor skulle det primært ske 17-20?
c. Udover, at vi ved høj pris kan importere el fra Norge og Sverige, så er danskerne vel blevet mere prisfølsomme bl.a. takket være din pædagogik. Og så kan priserne hjælpe til at styre udenom brown-outs.
JA, det ser positivt ud, men Franskmændene mangler 15GW, og en kold vinter kan presse gassen – for ikke at tænke på hvad der sker hvis vi får bemeldte højtryk, så er svenskerne i problemer