— Almindelige elpriser det meste af ugen, lavere om natten, og nok lavest natten til onsdag i blæst. Torsdag morgen kan blive høj elpris. —
Køge er en af Danmarks grønneste kommuner! – eller er den?
Et dårligt gennemtænkt argument for at placere VE-anlæg ‘et andet sted, end hvor jeg bor’, er at den kommune man bor i, producerer mere strøm på et år, end den forbruger.
Samme kommune er helt sikkert ikke selvforsynende med ambulancer, advokater og avocadoer.
Begrebet vi berører her er ‘specialiseret økonomi’, og det er en af fundamenterne under vores rigdom.
At opgøre elforbrug i forhold til produktion på kommunebasis er et eksempel på en beregning, der er lavet, fordi data er til stede, ikke fordi data er efterspurgte.
Det kan alligevel være sjovt at se på data:
—
Køge Kommune ligger tilsyneladende i toppen af elproducerende kommuner på Sjælland. Mellem 100 og 180 GWh pr. måned er det blevet til fra marts til september i 2025. Det er næsten ligeså meget som hver af Ringkjøbing-Skjern og Lolland kommuner! Esbjerg topper listen.
Men ser man nærmere på grafen, er det næsten kun hav-vindmøller der laver “Køges strøm”.
Står man på Køge Havn og kigger ud over Køge Bugt, ser man dog kun Lillgrund havmøllepark i Sverige (i klart vejr) – så hvor står Køges havmøller? Vi skal 70 km sydøst for Køge, helt ud til Kriegers Flak som er et sten-rev 15 km øst for Møn, for at finde de møller (kan nogle gange ses fra færgen mellem Køge&Rønne). Der er 600 MW i alt, så det er en pæn størrelse i forhold til Sjællands elforbrug.
Vindmølleparken har været i drift siden sidst i 2021, så det er mærkeligt at dataene er først nu sat til Køge. Kriegers Flak havmøller tilhører ikke Køge, men Køge får tallene fordi havmøllekablet lander ved Bjæverskov transformatorstation i Køge Kommune. Norddjurs får også æren af tallene for Anholt havmøllepark på 400 MW. Esbjerg er nummer ét på listen pga Horns Rev med omkring 750 MW.
—
Det er absolut vås at lave den slags opgørelser. Vi har en stor fælles opgave, der er ingen der klager over at Kohbergs fabrik i Bolderslev skævrider fordelingen af rugbrødsproduktion i Danmark, eller at alle love produceres i ganske få postnumre. Det er sjove data, men vi gør klogt i at ignorere dem.
MVH
Henrik
Elfluencer
Kilde: https://energinet.dk/data-om-energi/udvikling-i-elproduktion/ .

En mere til samlingen:
Energistyrelsen har lavet en opgørelse over kommunernes co2-udledning pr. indbygger, skulle mene at det er den som ligger her:
https://klimaregnskabet.dk/
Og blandt de største klimasvin i Danmark er dem fra Aalborg med 15,6 tons pr. indbygger årligt. I har nok gættet hvad der følger nu. En enkelt virksomhed udleder 1,7 mio tons årligt. Deler man det ud på Aalborgs 144.000 indbyggere, bliver de altså ansvarlige for knap 12 tons hver.
Ringkøbing Skjern Kommune er også “produktive” med deres 14 tons pr. indbygger. Jeg har ikke studeret årsagen, men mon ikke de også her er uskyldige, og i stedet fortjener ros for deres mange mange vindmøller.