— Øst-Danmark får bundpris igen natten til onsdag fra midnat til kl 06. Onsdag kl 12-16 er næstlavest. Ellers er elpriserne almindelige i hverdagene. Weekenden får meget lav elpris midt på dagen. —
Der er mange, der klager over at ‘strømmen har aldrig været dyrere’. Det er helt korrekt, tilsvarende har isvafler heller aldrig været dyrere, hvis man altså glemmer inflationen.
Jeg har gravet lidt på nettet efter historiske elpriser for forbrugere, hvilket viser, at elpriserne historisk har været ret voldsomme i forhold til nutidens købekraft.
I 1914 kunne Thy Højspændingsværk “levere elektricitet til kogning til en pris af 8 øre/kWh, om vinteren er prisen den dobbelte.” Allerede i 1914 havde man vintertariffer! Lyder det billigt, kan jeg oplyse at det i dag svarer til 564 øre/kWh i sommertakst!
I 1921 budgetteredes Vestbirk vandkraftværk med “udover store abonnementsafgifter, måtte budgettere med strømpriser på henholdsvis 70 øre pr. kilowatttime for lys og 35 øre pr. kilowatttime for kraft.”
Budgettet holdt ikke, slutprisen blev 80 øre/kWh i 1924, hvilket svarer til 27 kroner/kWh i dag. For vandkraft, der historisk har været billig!
Statistikker langt tilbage er svære at komme til, men i 1931 lå priserne mellem 35 og 43 øre/kWh, billigst i storbyerne. Omregnet svarer det til… seksten kroner per kilowattime!
Så når man taler om historisk høje elpriser, så er det helt sikkert forkert, hvis man ser på de seneste 100 år.
Men hvad med nyere tider?
I 1980 var slutprisen incl afgifter øjensynligt 65 øre/kWh, hvilket er 204 øre/kWh i nutidspriser.
Dagens illustration viser elpriserne i øre/kWh fra 2015 til 2024, den svingede fra 210 til 437 øre/kWh for normale husstande. “Priserne er baseret på en to år gammel fast kurv af el-produkter med faste og variable priser – og repræsenterer ikke nødvendigvis en aktuel gennemsnitspris. I første halvår 2023 var elektrictetsafgiften nedsat til 0,008 kr. pr kWh – mod normalt et niveau på 0,70 kr. pr. kWh”.
Husk at årsagen til de højere elpriser er at gaspriserne har været (og er stadig) relativt høje, det er der mange der overser.
Hvis nogen kan finde en liste over gennemarbejdede forbrugerpriser hører jeg meget gerne, specielt tiden fra 1970 og frem er spændende, da den kan sammenlignes med nuværende forhold.
MVH
Henrik
Elfluencer
Priserne er omregnet med servicen oldmoney.dk

Men hvad kostede strømmen inkl. afgifter og transport etc.. Når en forbruger siger elpriserne aldrig har været højere, tænkes der ikke på prisen for strøm, men den samlede pris inkl. alt.
Der har du ret i , men mig bekendt er det også de priser jeg opgiver i opslaget?
MVH
Henrik