Verdens største hotelkæde hedder Airbnb og den ejer ingen værelser!
Verdens største taxaselskab hedder Uber og de ejer næsten ingen biler!
Verdens største leksikon hedder wikipedia…
Skal verdens største energiselskab hedde Grønnere elforbrug, og skal du være med?
Her er planen for den nærmeste tid:
Prognoserne skal kunne hentes automatisk, så du kan automatisere processer i huset. Det projekt er på plads, du kan hente dagens prognose på Github hver dag kl ca 14:30 fremover. Det betyder også, at man nu kan se hvilke priser det er, jeg ser i prognoserne. Det skal man endelig ikke hænge sig i. Mine prognoser er lavet for at finde minima, ikke for at finde de præcise priser. Prognosen er for Vest, men generelt er der dog en sammenhæng, så hvis man jagter minima i DK1 så er der minima i DK2 samtidigt, det er bare et betydeligt bedre minimum i DK2. Jeg forventer at de første links til at få prognosen i Home Assistant er i kommentarsporet her på siden inden dagen er gået Link: https://github.com/solmoller/Spotprisprognose
Grønnere elforbrug skal ud på mail, så man ikke behøver at lede her på platformen, og så den del af befolkningen der ikke er på sociale medier kan komme med.
Der skal sættes en hjemmeside op, bl.a. så man struktureret kan finde rundt i materialet.
Andre sociale medier overvejer jeg også
Jeg har fået omkring 15 tilbud om hjælp alene i går, mange, mange tak!
Her er den hjælp jeg efterspørger
- Jeg mangler en eller flere webredaktører, der kan tage dagens opslag og lægge på min hjemmeside. Og en webmaster til samme.
- Jeg mangler en eller flere frivillige, der kan tage dagens opslag og lægge i et nyhedsbrev-email-system, så Grønnere elforbrug kan udkomme på mail og ramme de danskere, der ikke er på sociale medier.
- Kan du kode javascript er der snart en prototype baseret på gårsdagens opslag at se på.
- Jeg mangler en tyskkyndig til at starte Grønnere Elforbrug op i Tyskland, dog målrettet en gasforbrugsprognose, de har store problemer dernede!
Før ferien skrev jeg 18 opslag jeg lagde til automatisk offentliggørelse. Mange tak til de frivillige: Thomas Gade (!), Povl H. Pedersen, Karsten Bräuner, Carsten Johansen, med flere. Der går noget tid før jeg når hele kommentarsporet igennem. I ferien har jeg haft blokken med, der ligger tyve idéer til nye opslag samt en føljeton på mindst fire opslag, så der er rigeligt brændstof til at køre Grønnere elforbrug videre.
Med andre ord, jeg sætter farten op, i det omfang jeg kan få hjælp til det – kom frisk med en direkte besked her i systemet!