— Natten til torsdag får nok de bedste elpriser. Tirsdag kl 17 er dyrest; lige omkring gasmotorprisen. Resten af ugen svinger lidt omkring middel, billigst om natten. —
Når der ikke er vind og sol, er det gasmotorer, der sætter elprisen. Gasmotorernes pris er stærkt afhængig af gaspriserne, og på den front er der gode nyheder:
…
Gasfeltet Tyra blev i går søndag teknisk klar til fuld drift. Anlægget vil gradvist forøge produktionen til maksimal produktion inden årets udgang.
Siden den første gas blev eksporteret fra de nye Tyra-anlæg til Danmark i marts 2024, har uforudsete udfordringer med to transformatorer, der leverer strøm til de vigtige gaskompressorer, forsinket den fulde idriftsættelse. I sidste halvdel af Oktober producerede Tyra omkring 30 GWh gas i døgnet; cirka halvdelen af Danmarks gasforbrug i den periode. Til sammenligning er biogas omkring 20 GWh i døgnet året rundt.
Danmark er førende inden for udvikling af grøn energi, men næsten 50 % af landets energiforbrug dækkes stadig af olie og gas. På europæisk plan er afhængigheden endnu større, og importen af gas fra Rusland er fortsat betydelig. Tyras produktion forventes at udgøre ca. 6 % af EU’s naturgasproduktion.
…
Hvad betyder tilbagekomsten af Tyra så for elpriserne?
Desværre: Ingenting!
At Tyra kommer tilbage omkring nu har været meldt til gasmarkedet siden 18. oktober, og siden 1. november har man vidst, at Tyra vil kunne skrue mere op mellem 5. og 15. november. Den slags informationer skal nemlig stilles til rådighed, så markedet ved, hvad der sker.
Tyras genkomst er derfor allerede indbygget i gasprisen.
Det er et fælles træk i alle vores energimarkeder, at man er underlagt noget EU-lovgivning (REMIT), hvor man skal melde al viden om kommende hændelser på åbne platforme, så der er transparens i markedet. Jeg ved godt, at det passer skidt med folks forestillinger om at energihandlere er nogle adelige tyveknægte, men som borger i et åbent samfund er det fascinerende at kunne følge med i markedet, bare man har en internetforbindelse.
Eksempelvis kan man bruge den slags viden til at lave elprisprognoser og fortælle om hvordan vores verden er skruet sammen.
Gå ikke glip af den daglige opdatering!
Husk, at du kan få mit daglige nyhedsbrev ved at abonnere her: https://elforbrug.nu/newsletter/
MVH
Henrik
Gasfluencer
Kilde: https://corporate.totalenergies.dk/news/tyra-har-etableret-fuld-teknisk-kapacitet
Mere læsning: https://tyra2.dk/
EU gaspriser https://tradingeconomics.com/commodity/eu-natural-gas