— Spotprisen er omtrent NUL eller meget lav i mange timer næste døgn – til søndag kl 16, og mandag kl 01-05 og 12-16 og 21-00. Tirsdag bliver også billig, mens onsdag og torsdag bliver mere almindelige elpriser. —
I slutningen af oktober ændrer vi måden, vi anvender udlandsforbindelserne på. Det vil øge elpriserne i Vestdanmark en smule, men sænke udsvingene.
I Østdanmark falder priserne en smule, og udsvingene stiger en smule.
Det er resultater af en kørsel fra virksomheden Volue, som er i dagens illustration.
Årsagen er at man skifter til ‘Flow based’ allokering af udlandsforbindelserne.
Udlandsforbindelser i elnettet har historisk haft ‘faste overførselskapaciteter’.
Det svarer til faste vægtgrænser på broer, uanset fart, antal aksler osv.
Det er et sundt princip, som er nemt at forstå.
Men elnet er mere komplicerede end bare enkelte linjer.
Det kan derfor ofte betale sig, at regne den optimale belastning af elnettet ud, hvilket kan frigive mere kapacitet end de faste kapaciteter man historisk har arbejdet med.
Det svarer til at man tillader større køretøjer på én bro, ved at lede resten af trafikken via andre broer.
Det er godt tænkt!
Personligt har jeg haft det virkeligt svært ved flowbased. Min første introduktion til begrebet var desværre ret skidt, man havde regnet et år igennem, men viste ikke alle 8.760 timer. Det skabte en stor utryghed, for hvad med resten af timerne? Dertil kommer, at der er en risiko for at systemoperatørerne flytter deres interne problemer til grænsen, hvilket jeg så den gang jeg var i markedet, og det var ikke godt for tilliden. (Det var ikke Energinet, der havde den adfærd!)
Når man har den slags indtryk skal man være ekstra opmærksom, for det bliver til fordomme, og fordomme er dårlige følgesvende.
I øvrigt tak til de få, der har læst med så længe. Flow based er et nørdet begreb, som få hundrede danskere kendte til før det her opslag.
Velkommen i kaninhullet!
Henrik
Elfluencer
1 kommentar til “Flowbased”