Der er rigtigt mange kilder der indikerer, at det er langt bedre for miljøet at køre elbil end fossilbil. Det er naturligvis bedst ikke at køre i bil overhovedet, men hvor meget bedre er en elbil end en fossilbrænder? Du får desværre ikke svaret her i dag.
I en verden med misinformation og dagsordener burde jeg have lært at se mig bedre for. Efter at have produceret dagens illustration læste jeg anden halvdel af dagens kilde: CO2 udledningen ved at køre i en elbil opgøres til 32 gram per mile. Det får min lommeregner til 100 g/kWh strøm. I 2022 udledte en kWh 125 gram CO2 i Danmark. Det passer umiddelbart meget godt.
Men kigger man på grafen, så er det kun halvdelen af udledningen der kommer fra kørslen, der er cirka tilsvarende udledning fra materialer og produktion. Altså må man have regnet med omkring 50g/kWh. Det kan godt være at vi på sigt kommer derned, men så længe lever en elbil ikke. Det er kun muligt for følgere af Grønnere elforbrug at nå så langt ned, og jeg tvivler på at forskerne har taget mit verdensherredømme med i prognosen.
Jeg beklager, dagens opslag kan kun bruges som opfordring til at tage meget varsomt på hvilke kilder man anvender.
MVH
Henrik
Kilde: https://qz.com/electric-vehicles-cleaner-battery-mining-1850129845