— Næste uge får middelpriser med lidt udsving, lavest om natten. Onsdag lidt højere elpriser. —
Grønnere elforbrug har lidt teknisk bøvl, så vi nøjes med en foreløbig prognose.
Jeg ser jævnligt kommentarer, hvor folk poster grafer med vindproduktion, som “klart” viser, at vi ikke kan stole på vindmøller som energikilde. Vindmøller producerer som vinden blæser.
Dårlige argumenter synes at være en evig energikilde i min verden: Jeg undrer mig til stadighed over om dette eller hint argument nu i virkeligheden passer. Faste følgere vil også bemærke, at jeg af og til går i rette med mine tidligere opslag. Det er tilladt at blive klogere! Eller blive mere forvirret, eller begge dele.
“Som vinden blæser” argumentet er faktuelt korrekt, men desværre også vildledende. Viser man vindproduktionen i Vestdanmark vil man se vindfrontene passere hen over området og at elproduktionen følger med. Men vindfronten kommer et sted fra (og går et andet sted hen), og dér har de også vindmøller. Installerer vi vindmøller og kabler nok, vil vi jævnligt være i en situation, hvor den sidste energi klemmes ud af en vindfront i Finland samtidig med at den næste vindfront rammer Irland.
Overdrivelse fremmer forståelsen. Dagens illustration er fra Entso-e Transparency platform fra et tidligere tidspunkt, den viser landvind i Finland og Portugal. Havde vi haft et elnet uden flaskehalse, også kaldet ‘kobberplade Europa’, så kunne Portugal få vindstrøm fra Finland i døgnets første timer. Der er ingen vejr-korrelation mellem de to områder. Jo flere områder, jo mere jævn produktion vil man få samlet.
Når nogen poster en krusedulle-graf, der viser elproduktionen baseret på vind, så husk at bemærke hvor stort et område vindproduktionen dækker. Der ER perioder med vindstille over store områder. Det hedder Dunkelflaute hvis der heller ikke er sol. Den situation oplevede vi i vinter. Men de grafer der anvendes er typisk stærkt vildledende. Og vildledende information skal vi holde op med at sprede, så henvis gerne til det her opslag næste gang du ser en sådan graf. Velvidende, at dagens illustration OGSÅ er vildledende.
MVH
Grønnere elforbrug
Elfluencer

Ifølge DMI er vind en energi, som opstår af solens indstråling of jordens rotation. Altså må man formode (læs: min fortolkning), at vinden globalt set er nogenlunde konstant. Så det er egentlig meget let, vi skal “kun” gøre to ting:
– Have vindmøller nok fordelt på kloden
– Opgradere fra kobberplade Europa til kobberplade kloden
Kilde: https://www.dmi.dk/vejr-og-atmosfare/temaforside-vind/det-globale-vindsystem/
Der bliver jeg dig svar skyldig
Det var nu heller ikke et spørgsmål, mere en teoretisk filosofisk tanke. Det kræver først og fremmest, at nogen, som er klogere end mig, vurderer om det på nogen måde er økonomisk og klimamæssigt rentabelt. Dernæst at man spørger verdens 195 lande om de vil være med. Hvis selv Trump er med på den, går der politik i det. Hvem skal betale, hvilke baghaver må anlæggene være i, må Rusland overhovedet være med, må vindmøllekomponenter produceres i Kina, og så videre.
Det lød bare meget lettere i min første kommentar 🙂