
Som ventet tager priserne et skridt op, og der er en nyhed i mandagens elpriser: Solen har så meget magt, at vi begynder at se eftermiddagsdykket, hvilket giver de vanlige kamelpukkelpriser – i februar!.
Med transport er strømmen stadigt billigst om natten, og aller billigst, hvis man venter til senere på ugen. Vi skal over et højdedrag der varer til og med onsdag.
Jeg har indsamlet en mængde udsagn om energimarkedet, som kan bruges som en slags test.
Tjek nedenstående liste, og se, hvor mange gange du er enig:
- Danmark importerede mere strøm end vi eksporterede i 2024, så vi kan ikke forsyne os selv
- Der er jævnligt perioder uden vind og solskin (dunkelflaute), derfor er det spild af penge at investere i vindmøller og solceller
- Mere CO2 betyder mere plantemad, derfor skal vi ikke bekymre os om udledningen
- Vindmøller udleder mikroplast, derfor skal de forbydes
- Solceller forurener jorden de står på, derfor skal de forbydes
- Vinden blæser altid et sted i verden, vi kan derfor klare os på ren vindenergi
- Solenergi er den hurtigst voksende energi-form, og det vil derfor ikke være relevant med kernekraft
- Vi udleder kun 0,1% af verdens CO2, derfor betyder vores udledning intet
- Vindmøller og solceller giver lave elpriser, derfor skal vi investere mere i de teknologier
- Elpriserne er af og til høje, derfor er den grønne omstilling slået fejl
- Elpriserne er tit lave, det betyder, at den grønne omstilling er en succes
- Kernekraft udleder mindst CO2, derfor skal vi ikke investere i andre teknologier
Udsagnene består typisk af en korrekt start, og en ikke-logisk konsekvens.
Hvis du i bare ét enkelt tilfælde nikkede til udsagnet og regnede det for logisk, så er du… menneske. Vi vil nemlig gerne have bekræftet vores fordomme.
Ikke ét eneste af de ovenstående udsagn er et sammenhængende argument, der kan fremføres umiddelbart, uden forbehold, forklaring, eller perspektivering.
Hvis eksempelvis solceller forurener jorden de står på, så skal man afveje om den forurening de udleder opvejes af den mængde strøm de producerer. (Og de fund, som der har været indtil videre, har vist nærmest ingen udledning eller konsekvens). Der findes ikke en energiform på jorden, der ikke har negative konsekvenser.
Det er et af de store problemer i den demokratiske debat, at folk er forfaldne til fordomme og slogans.
Det er sundt at være opmærksom på egne fordomme. Det er en god start for den demokratiske debat, for det højner kvaliteten.
Mangler der udsagn på listen?
Hvor mange gange nikkede du ‘ja’ til et af ovenstående udsagn?
God fornøjelse!
MVH
Henrik
Elfluencer, indrømmer gerne at der er et par udsagn, som jeg i et svagt øjeblik nikker ja til på ovenstående liste.
Tak til https://katarnos.dk/ for illustrationen. Ingen høns tog skade ved udarbejdelsen.
OMGZ jeg tænkte lige har du drukket for dybt af MAGA potten, mange af disse udsagn kommer på visse VE post på YT.
Men jeg har hørt fra mange at de er sure på de høje elpriser under dunkelflaute, men når jeg siger at så kan de da købe et batteri til at kommer over de højeste priser, eller investerer i en energi virksomhed så vi kan få lavere priser så løber det lidt ud i sandet.
Ja, der er desværre rigeligt med inspiration
MVH
Henrik
Hvad med “Jeg kører i en elbil, så jeg gør noget godt for miljøet”
Pas på at diverse fora ikke citerer opslaget, og tager udsagnene ud af sammenhængen 🙂