Som ventet stiger priserne mandag, brug så vidt strømmen om natten, og vent om muligt til natten til torsdag, der er næste minimum. For tiden er forskellen på en god nattepris og en dårlig nattepris nede omkring tyve øre, hvorfor det?
Dagens graf viser en linje per prisområde i Europa. Jeg har fjernet Polen og Norge-4, og viser priserne i timen kl 04-05 i nat.
I den time er der 19 priszoner, der rammer den samme pris. Det er meget bemærkelsesværdigt, at så mange lande/zoner har den samme pris.
Når så mange lande har den samme pris, så er det en kompleks sammenhæng:
– Forbruget er ikke vanvittigt højt
– Der er kapacitet nok på udlandsforbindelserne til at jævne prisen ud
– Der er vind nok i systemet, og det er udbredt nok over hele området
– Der er gang i kraftvarmeværkerne
Til sammen betyder det, at ingen af de dyre gasmotorer får lov at sætte prisen.
Der skal nogle større udsving i udbud og efterspørgsel til, for at flaskehalsene giver prisforskelle.
Indtil da skal vi nyde roen i elmarkedet.
Var priserne altid som nu, var der ikke behov for Grønnere elforbrug, så jeg kan godt tillade mig at kede mig lidt i de her dage.
Kilden er Nordpools nye datavisning, som jeg stadig skal vænne mig til, de nye priser ligger her:
https://data.nordpoolgroup.com/
MVH
Henrik
Elfluencer