Et af de argumenter jeg er rigtigt træt af er ‘man graver jo udtjente vindmøllevinger ned’. Dét argument har længe generet mig af flere årsager. Blandt andet troede jeg ikke at man gjorde sådan. Indtil Marianne Skou Birkmose belærte mig om noget andet. Ganske rigtigt: man graver udtjente vindmøllevinger ned!
Det undrede mig, at man ikke bare skar vingerne op og brændte dem af. Den smule CO2 det udleder kan slet ikke stå mål med den CO2 som vindmøllen har fortrængt i sin levetid. Det kan man også, men det giver 70% slagger, da glasfiber indeholder… glas! Og glas brænder ikke.
Slaggerne.. dem sender man på deponi, og så er vi tilbage ved at vi graver noget ned.
Nedgravede vindmøllevinger er stadig et dårligt argument: Al økonomisk aktivitet giver nogle slutprodukter der er problematiske, vi skal huske at sammenligne hvor stor skaden er ved forskellige alternativer. Og en vindmølle fortrænger enorme mængder CO2.
Heldigvis forskes der i at genanvende vindmøllevinger, det ser lovende ud. At fremdrage de her teknologier inden de er færdigudviklede vil dog svare til den argumentation, som kernekrafttilhængere bruger, når de fremdrager deres powerpointpowerplants: Teknologien er endnu ikke moden, vi skal se på hvad vi kan i dag og på den helt korte bane.
Tilbage er at være ærlig: Ja, man graver vindmøllevinger ned. Det er ikke smukt, men det er et mindre onde end at udlede CO2 fra et kulkraftværk. Og både opsætning af vindmøller og nedgravning af vinger er teknologi vi har tilgængelig i dag.
MVH
Henrik
Endnu en gang mange tak til https://katarnos.dk for illustration til mine opslag!
