
Overraskende lave elpriser natten til lørdag. Jeg gætter på at vi har endnu lavere elpriser natten til mandag, hvorefter vi ser ind i høje priser i ugen. Skal du bruge strøm i dagtimerne ser lørdag eftermiddag fin ud.
Jeg skrev for nyligt om stoppede vindmøller, og havde følgende passus:
—
Energinet har lagt markederne om, så vindmøller ikke længere stoppes med ‘specialregulering’, men stoppes i andre markeder, så også norske vandkraftværker har mulighed for at være med.
Den finte har bekymret mig, for hvad forhindrer en aktør i at byde ‘fiktiv’ elproduktion ind i spotmarkedet, hvis han er sikker på, at han kan sælge det til tyskerne når vinden blæser? [Den adfærd ville sænke prisen for os forbrugere, da den giver kunstigt højt udbud!]
—
Det fik jeg nogle spørgsmål på, så her er en udbygget forklaring:
Vi starter med den ultrakorte udgave: Ved at sælge mere strøm i spotmarkedet, end man kan levere, så sænker man spotprisen. Det går kun godt, fordi man ved, at man kan købe tyskerne til at levere strømmen endnu billigere næste dag i andre markeder.
Den meget længere udgave er her:
Forudsætningen for at forstå det her er, at der er mere end ét marked. Først sætter man spotprisen i.. spotmarkedet. Det er derfra vores elpriser stammer.
Hvad der sker derefter er handler der skal fjerne ubalancer. De sker i andre markeder, som ikke påvirker spotprisen.
Problemstillingen stammer fra, at Tyskland af nærmest religiøse årsager har én priszone. De har samme priser i Kiel og Karlsruhe.
Fysikken i deres elnet er bare en anden: Produktionen ligger i Nordtyskland, og forbruget ligger i Sydtyskland.
Populært sagt er der et ledigt job i Tyskland: Du skal bare forklare den Sydtyske industri, at de skal betale mere for strømmen. Her vil en baggrund i en nedlagte rockerklub Bullshit, være mere relevant end en universitetsuddannelse.
Indtil Tyskland bliver delt i flere priszoner, vil de stå med et problem hver gang der er for meget vind og for lidt forbrug. De har sat spotprisen som om man kunne transportere strømmen frit, og nu er der ubalance i fysikkens verden.
Hvis man som elhandler kan forudsige, at tyskerne er i klemme med for meget vind i Nordtyskland, kan man hjælpe dem ved at aftage vinden indenfor driftsdøgnet.
Hov!
Hvis man som elhandler kan forudsige at tyskerne er i klemme, vil der være et incitament til at have solgt rigeligt med strøm, den skal jo ikke leveres, hvis man kan lade tysken levere for sig.
Hvis man som elhandler kommer til at sælge mere strøm end man egentlig har i porteføljen, vil det ikke nødvendigvis blive opdaget. Man får jo tysken til at levere, inden det bliver alvor.
Det betyder, at der er et incitament til at byde alt hvad man har ind: alle vindmøller ind med fuld produktion, selv om de måske ikke helt kan levere. Måske et ekstra lille virtuelt kraftværk, man ikke helt har i porteføljen, som derfor ikke kan producere. Fiktiv produktion.
Elprisen er udbud og efterspørgsel. Mere udbud vil betyde lavere priser.
Altså: Bydes der mere el ind i spotmarkedet for at sælge det til tysken i et andet marked, så falder vores elpriser.
Manipulation af elmarkedet vil betyde lavere elpriser!
Tyskerne får løst et problem i Danmark, en del af konsekvensen kan være at vores elpriser er lavere!
Det er naturligvis ulovligt at manipulere spotmarkedet, men den her type manipulation er væsentligt sværere for myndighederne at afsløre, end koordinering af bud, hvilket er en helt anden historie.
Grüsse!
Henrik
Elfluencer
Tak til https://katarnos.dk/ for illustrationen, der er garanteret uden tysk statstilskud