Bedste priser i dag søndag inden kl 17. Til afveksling har vi gode elpriser i nat igen kl 00-05. Næste minimum er natten til torsdag.
Anden bølge af kunstig intelligens er over os. Nu kan alle træne kunstig intelligens med egne data, og dermed får vi adgang til ekspertsystemer i et hidtil uset tempo. Herunder en ekspert i elmarkedet , som du kan prøve nu!
1. december blev verden ramt af en enorm revolution. ChatGPT blev frigivet, og på fem dage steg en million brugere på. Siden da har kunstig intelligens revolutioneret arbejdet for mange nørder – en programmør der anvender kunstig intelligens er 50% mere effektiv end en der ikke gør det. Til sammenligning steg menneskehedens produktivitet med 25% da vi fik dampmaskinen.
Nu rammer anden bølge af kunstig intelligens. Hvor ChatGPT kun kendte de data som algoritmen var trænet med, har man siden midten af juli kunnet lægge egne data ind i ChatGPT. Udvidelsen hedder Code Inspector, så man skulle tro at målgruppen stadig var nørder.
Udvidelsen med egne data åbner for helt andre anvendelser. Det er nu muligt for virksomheder at lade kunstig intelligens læse virksomhedens hjemmeside, og svare på spørgsmål ud fra virksomhedens egne data. Man kan endda begrænse svarmulighederne, så man undgår at robotterne svarer pinligt på spørgsmål udenfor skiven.
Målgruppen er ikke længere nørder. Jeg har en enorm vidensdatabase i 500 opslag skrevet om elmarkedet. Det tog mig under en eftermiddag og et ret mådeligt beløb at koble min ‘virksomhed’ på en kunstig intelligens og få den til at svare fornuftigt på spørgsmål om elmarkedet. Den nødvendige tekniske indsigt til et sådant projekt kan man finde i marketingafdelingen i de fleste danske virksomheder.
Ekspertsystemer bliver virkelighed. Nu.
Hvor chatrobotter i dag er pinlige oplevelser, vil vi om få dage opleve, at chatrobotterne på virksomheders hjemmesider pludseligt kan svare fornuftigt på henvendelser. Det vil få virksomheder til at flokkes til, og vi vil opleve anden bølge af kunstig intelligens, inden den første bølge har slået igennem.
Tag en snak med min assistent Henrik KI her:
God fornøjelse
Menneske-Henrik