Sidste afsnit om amperen: Tilbage til jævnstrøm!
I sidste afsnit nåede vi transmissionsnettet, men vi sprang en detalje over: Vi er forbundet til det europæiske vekselstrømsnet, men det er ikke synkront med vores naboer i Norge og Sverige, hvordan kan vi så have transmissionslinjer der forbinder os dertil?
Svaret er, at det er en jævnstrømsforbindelse, lige som den der startede afsnit 1, hvor vi ladede en mobiltelefon. Den her er bare en anelse større.
Man løser to problemer ved at skifte til jævnstrøm: Det ene er at systemerne ikke er synkrone, det andet er problemet med afstand. Der er ret store afstande på en 400 kV luftledning, for at forhindre strømmen i at springe gennem luften fra leder til leder. Dertil kommer, at der er nogle kedelige effekter i at isolere lange vekselstrømskabler; det er simpelthen svært at få strømmen igennem. Man har kabellagt en stor del af elnettet her i landet, jeg tør ikke spørge hvad den forskønnelse har kostet.
En anden fordel ved at bruge et jævnstrømskabel er, at man har masse af saltvand mellem os og naboerne, så det kan anvendes som returleder.
Teknologien hedder High Voltage Direct Current, HVDC. Teknologien vinder indpas på land også, men det er specielt på lange stræk under vand, hvor der ikke er afgreninger at vi finder de her kabler.
Priser i kommentarerne
Dagens illustration er et kabel, der forbinder to øer på New Zealand. 350 kV, 1430 A, kablet er 13 cm tykt Fotograf er Marshelec, kilde:
https://commons.wikimedia.org/…/File:HVDC_Submarine…
