Den tyske regering offentliggjorde kl 11 i dag en pakke, der skal begrænse konsekvenserne af energikrisen. Bl.a. er der tale om et loft over hvad man vil betale for strøm, der ikke er produceret på gas. Det er sød musik i manges ører. Der er mange, der mener, at der skal et markedsindgreb til, desværre ofte fordi man misforstår vejen til markedsprisen. At markedsprisen i de fleste markedskonstruktioner vil være uændret, er noget man hurtigt springer over, når man er vred over de høje energipriser.
Jeg har læst regeringens tekst, det her falder i øjnene i min oversættelse:
”I den forbindelse bør der tages tilstrækkeligt hensyn til vilkårene og kravene på futuresmarkederne, således at disse markeder fortsætter med at fungere. Forbundsregeringen vil også arbejde på at sikre, at Europa-Kommissionen udvikler passende foranstaltninger til at undgå eller afskaffe tilfældige overskud også for energiselskaber uden for elmarkedet.”
Den tyske regering er tydeligvis opmærksom på, at de griber ind i et komplekst system. Det gør man ikke uden konsekvenser. I sidste uge har virksomheder og privatpersoner sat kapital ind på at bygge elproduktionskapacitet fordi der er penge at tjene i elmarkedet. I terminsmarkedet har elproducenter og elforbrugere låst deres samhandelspriser måneder frem. Elproducenter har bestilt kul og købt CO2 kvoter for at sikre sig dækningsbidrag for de indgåede terminskontrakter. I denne uge er der usikkerhed om de indgåede handlers konsekvenser.
Ved et indgreb risikerer man disse aktørers vrede, og endnu vigtigere: Man risikerer at skade tilliden til et elmarked som lige nu skal tiltrække investorer. Investorer kræver penge for usikkerhed, så man risikerer at smide barnet ud med badevandet.
Så når den tyske regering peger på at kommisionen skal ”udvikle passende foranstaltninger” er det en kattelem og en ansvarsfraskrivelse, som er forståelig. Og som muligvis tillader, at hele korthuset falder sammen. Ved man, at cirklens kvadratur ikke kan løses, kan man opføre sig som om man forsøger. Folket kan lide teater!
MVH
Henrik
Dagens illustration er produceret af Dall e, det er kunstig intelligens, der forsøger at tolke nærværende opslag.
Oprindelig tysk tekst:
„Dabei sollen die Bedingungen und Voraussetzungen auf Terminmärkten angemessen berücksichtigt werden, damit diese Märkte auch weiterhin funktionieren. Die Bundesregierung wird sich darüber hinaus dafür einsetzen, dass die Europäische Kommission entsprechende Maßnahmen zur Vermeidung bzw. Abschöpfung von Zufallsgewinnen auch für Energieunternehmen außerhalb des Strommarktes entwickelt.“
1 thought on “Cirklens kvadratur”