–I morgen fredag mellem kl. 11-15 er der næsten bundpris, men ikke helt. Fredag aften er almindeligt høj, men meget lavere end de “Hollandske” priser vi ser torsdag aften. De lave frokostpriser fortsætter heldigvis i dagevis, og weekendens aftenpriser er mindre høje end hverdagene.
Måske har du hørt naboen tale om gratis strøm – men hvordan hænger det sammen?
Vi ved, at du har hørt om Bundpriser – det som vi her kalder de rå elpriser, når de er under 10 øre/kWh. Og det sker relativt ofte – omkring 140 gange, hvis vi kigger ét år tilbage.
Men du har måske også hørt om “gratis strøm” eller minuspriser. Lyder det for godt til at være sandt? Det er det også, for strøm er (næsten) aldrig helt gratis.
Men hvordan hænger al den snak så sammen, hvis det ikke er gratis? Det kræver måske en forklaring.
Så dette er til dig som gerne vil vide lidt mere om de her negative elpriser og hvordan det fungerer.
Elpriserne fastsættes på elbørsen og styres som bekendt af den gode gamle udbud og efterspørgsel.
Når der bliver produceret mere strøm, end vi bruger – for eksempel på blæsende og solrige dage med lavt forbrug – begynder prisen at falde. Og i nogle tilfælde falder prisen så meget, at den går i minus. Så kan vores mange fine el-apparater holde fest – prisfest!
Antallet af negative elpriser er steget over de sidste år (spændende om vi kommer til at se en ny rekord i år), da Nordvest-Europa har større mængder af sol og vind, end vi kan nå at bruge. Det er især Tyskland og Holland, som med statsstøtte trykker elpriserne så langt ned under nul, at danske elforbrugere betaler tæt på nul, selv med tarif osv. De foregående år kunne vi en sjælden gang bruge strøm til mere negativ pris end statsafgiften. De meget negative elpriser sker dog sjældnere nu fordi elproducenterne har lært at skrue ned, og dermed mindske udbuddet – ingen har jo lyst til at miste penge.
I Vestdanmark (DK1) er elprisen tæt forbundet med Tyskland og landene mod syd, hvor særligt sol og vind spiller en stor rolle, hvorimod Østdanmark (DK2) er forbundet mod Nord, hvor bl.a. vandkraft (der i praksis kan fungere som et batteri) spiller en rolle for elprisen.
Da strøm (endnu!) ikke kan lagres i stor skala her i Landet Uden Høje Bjerge, skal det bruges med det samme. Hvis ingen aftager strømmen, risikerer vi at overbelaste elnettet – og så må prisen sænkes kraftigt for at lokke nogen til at bruge den.
I de situationer presses elprisen så langt ned, at den bliver negativ. Selvom det lyder godt med (næsten) gratis strøm er det også et udtryk for et elnet under pres, og mulighed for bedre udnyttelse af fleksibilitet, f.eks. med batterier.
Men kan man så få penge for at bruge strøm?
Nej, det er desværre ikke rigtigt muligt for private forbrugere at tjene penge på at bruge strøm, også selvom elprisen er negativ. Du skal nemlig stadig betale afgifter, moms og for transport af strømmen. Nogle forbrugere i billige net kan en sjælden gang tjene et par øre.
Til gengæld er elprisen meget billig, så du kan spare en del på regningen – og penge sparet er penge tjent, som man siger.
MVH
Elfluencere
Kilder:
https://www.ewii.dk/privat/el/negative-elpriser
https://greenpowerdenmark.dk/nyheder/vestdanmark-slaar-rekord-negative-elpriser
Holland sætter negativ spotpris https://elforbrug.nu/hollandsk-hul-i-hovedet/ indtil 2027
Negative spotpriser sker oftere, men tættere på nul https://elforbrug.nu/negative-elpriser-flere-men-mindre/
“I et land uden høje bjerge” – Michael Falch https://www.youtube.com/watch?v=Pzoz6mvI0WM
{unsubscription_url}
