Jeg har været bekymret for gaslagrene for 2023, da der er mange analytikere der har skrevet, at det ikke ser godt ud. At simulere gaslagre er stærkt afhængige af hvor hård vinter vi har. Så jeg kan ikke simulere 2023 med andet end én sætning: “Hvis det bliver en kold vinter er vi på spanden”. Spanden er i givet fald skåret ud af en tom gasflaske! Er det en lun vinter kan vi måske klare os fornuftigt igennem 2023. Jeg har regnet på lageropbygningen for næste år herunder med udgangspunkt i hvordan vi byggede lagre op i år.
Dagens illustration er gaslagrene i Europa i 2022 med blå kurve. Vi startede opbygningen 1. maj og har nu 92% gas på lager. Undervejs er de russiske gasleverancer faldet. Hvis vi står 1. maj 2023 med samme lagersituation og samme russiske leverancer som nu og alt andet lige, så har vi den orange kurve. I det tilfælde starter vinteren 2023 med 80% lagre. Stopper russerne leverancerne undervejs er det den røde kurve, vi starter i 69%. Hvis altså Russerne er så venlige at hjælpe os igennem vinteren, og vi starter med 26% lagre. Tyskerne kæmper for at få flere gasterminaler og dermed mere produktion, men det synes uundgåeligt at vi skal spare på gassen.
Elmarkedet ved godt det her: 2023 handles i over 280 øre/kWh plus moms, afgifter og transport.
Det går rigtig godt lige nu, men vi kommer til at lære at spare på gassen. Et Grønnere elforbrug nu er en bedre måde at spare gas på end de alternativer der står for døren.
Jeg håber derfor at vi her i landet fortsat kan hjælpe hinanden med at spare på strømmen i de dyre timer, hvor vi får strøm fra gas. Del meget gerne!
MVH
Henrik
Kilder:
https://www.energidanmark.dk/markedsinfo/