Som ventet er der flade priser lørdag, og igen er det tarifferne, der afgør om man kan spare et par øre ved at flytte forbrug mellem dag og nat. Søndag eftermiddag ser lidt bedre ud, men priserne kender stadig kun én vej hele næste uge: Nedad! I hverdagene er det dog klart om natten, at priserne bliver bedst.
Der åbner nye solcellefabrikker hver dag. Opstillingen af nye solcelleparker slår hele tiden rekorder.
Dagens illustration viser med røde prikker hvor meget energi verdens solceller faktisk har produceret og forventes at komme til at producere ifølge IEA.
Der er klart tale om eksponentiel vækst, hvilket er den gule kurve jeg har lagt ind.
Kurven stopper i 2035, på det tidspunkt vil solceller producere nok strøm til at dække hele verdens nuværende elektricitetsforbrug.
Fremskriver man yderligere dækker produktionen fra solceller i 2044 hele verdens energibehov.
Den slags fremskrivninger skal naturligvis ikke tages helt alvorligt, men de kan bruges til at forudsige, at vi på et tidspunkt kommer til at stå med helt nyåbnede solcellefabrikker, der ikke har noget aftag, og går konkurs.
Disse fabrikker vil naturligvis blive købt for en slik, hvilket giver endnu flere solceller til tilbudspris, indtil markedet er dækket med solceller over selv det mindste bytorv.
Den tid, den sol.
MVH
Henrik
Elfluencer