— Meget billig strøm igen søndag kl 08-17, og idag lørdag før kl 17. Næste uge svinger lidt omkring middel, billigst onsdag frokost. —
Beredskabsstyrelsens melding{1} om at vi skal kunne klare os i tre døgn under en krise dækker
– Vand
– Mad
– Medicin og førstehjælp
– Hygiejne
– Varme
– Andre fornødenheder
Det sidste punkt nævner “Med en powerbank/batteripakke kan du holde strøm på bl.a. mobilen i tilfælde af lokale strømafbrydelser. Ved større eller længerevarende strømafbrydelser kan telefonnetværk og internet blive påvirket eller gå ned.”
Her i huset har vi to af alt, også elforsyninger. Der er nemlig et lille batteri-nødstrømsanlæg, der kan trække Grønnere elforbrugs ‘server’, i nogle timer, som er en meget lille computer med et forbrug på 5W, så det tæller ikke helt.
De store strømslugere som elbil, varmepumpe, el-komfur, spillecomputer osv. er svære nok at hjemme-elforsyne hver for sig uden hjælp fra elnettet, og endnu mere hvis “hus-kraftværket” skal sende strøm til flere af dem samtidig.
Men kan man selv levere strømmen, når samfundet svigter?
Det er der to muligheder for:
Solcelleejere kan principielt godt producere deres strøm selv, nogle anlæg er i stand til at fungere uden en ekstern strømkilde at følges med, det hedder blandt andet ‘off-grid’.
Desværre er den slags anlæg ret dyre at montere, for man skal være helt sikker på, at man ikke producerer baglæns ind på nettet og forsøger at spændingssætte Sjælland med sit solcelleanlæg.
Hvis man partout vil have egen strøm fra egne solceller og eget batteri, så har jeg to råd:
1 – få en separat udgang på anlægget, evt fra en separat inverter. Så kan du tilslutte fryseren og andet vigtigt udstyr i nødsituationen, og være sikker på, at du ikke har nogen kobling til os andre
2 – Tal med en elinstallatør! De strømstyrker du kan udløse med det relevante udstyr, er på mere end én måde spændende!
Den anden mulighed for selv at producere strøm ser vi på i morgen.
Vær beredt!
Henrik
Elfluencer
{1} https://www.brs.dk/da/forberedt/
Sikkerhedskrav: https://www.sik.dk/erhverv/elinstallationer-og-elanlaeg/vejledninger/elinstallationer/solcelleinstallationer/valg-og-installation-solcelleanlaeg
Tekniske krav: https://elnet.dk/nettilslutning/produktion-tekniske-krav-vejledninger