Ok priser tirsdag eftermiddag, men ferietid er gavetid i elmarkedet, så hvis du kan vente til onsdag kommer priserne et trin ned, måske endda i nul på en ‘hverdag’
Power-to-X, P2X er det største emne, jeg endnu ikke har skrevet om.
Det er der flere grunde til, den primære er, at det er et område jeg ikke har haft kendskab til.
Vi tager det første skridt her:
P2X betyder at man omsætter elektricitet til X, og X er en anden energibærer.
X er ofte brint, som man får ved at tilsætte el til vand.
Brint er noget skidt at håndtere.
Det er det mindste molekyle vi har, så det er svært at spærre inde.
Blandet med ilt får man et produkt, der hedder ‘knaldgas’ med god grund.
Der skal næsten ingenting til for at få knaldgas til at sige BANG.
Eksplosionerne på kernekraftværket Fukushima var ikke atomare – det var brint der var sluppet ud og resulterede i det, der ses i dagens billede.
Dertil fylder brint ret meget i forhold til den energi det indeholder, så skal det lagres, så pumper man det i en tank under tryk, og det koster energi/penge at komprimere gas. Den energi man anvender til at komprimere med, bliver til varme, som under normale omstændigheder er tabt. I fjernvarmeområder kan man nyttiggøre varmen, men det er stadig omkostningstungt at få brint til at give økonomisk mening.
I morgen ser vi på den mest lovende P2X anvendelse. Metanisering
Med lette hilsner
Henrik
Elfluencer