Pæne priser i Østdanmark fra midnat til klokken 06, desværre knap så gode priser i Vestdanmark.
Prognoserne er uenige, der er mulighed for et minimum natten til fredag. Ellers skal vi have hjælp af tyske helligdage kombineret med sydtysk solproduktion, der stadig ikke er med i mit datagrundlag, men er på vej. I givet fald er mine penge på at fredag bliver god.
Flere steder har jeg set spørgsmålet, om ikke elbilernes indtog kommer til at glatte elpriserne helt ud, underforstået, at Grønnere elforbrug bliver unødvendigt. Det er helt forkert:
Priserne afgøres af udbud og efterspørgsel. Elbilerne påvirker efterspørgslen, og heldigvis er den ret enkel at modellere. En meget simpel model for efterspørgsel bygges op over tre slags dage: 1 Hverdage, 2 helligdage og 3 fredage, der har et lidt afvigende timeforbrug. Den nemme elprisprognose bygges op over en regel for alle tre slags dage: En dag i fremtiden har samme elforbrug som sidste dag af samme type.
Dagens graf er elforbruget i Danmark denne påske. Den øverste blå linje er forbruget i Vestdanmark, der har et klart mønster dag for dag. Bemærk at den 9. og 10. er lavere forbrug, det er sidste weekend. De tre hverdage i påskeugen har et lavere forbrug end normalt, men et højere end weekendforbruget. Sammen med fredagen efter Store bededag kunne man indføre en fjerde type dag, der er en mellemting, men til mit brug er det rigeligt fint at køre med tre slags dage, det påvirker ikke prisen så meget.
Den orange linje har jeg trukket solcelleproduktionen fra elforbruget, det er nemlig en ret nemt at gøre. Den røde spids ned den 11/4 er 800 MW solcelleproduktion. Allerede her ser man hvad der sker ind i fremtiden, når min solcelleprognose varierer fra dag til dag. Jeg har fået de første prognoser til at køre med solcelleproduktion, der går nogle uger før jeg kender deres styrker og svagheder.
Den gule linje er Østdanmarks forbrug, her er det meget tydeligt at se hvordan forbruget søndag (grøn) ligner den foregående dag, og hvordan min prognose kopierer den dags forbrug ind i påskedagene.
For at besvare spørgsmålet har vi i dag et udsving omkring 1.800 MW hen over døgnet. En elbil bruger 11 kW, altså skal der 160.000 elbiler til for at glatte kurven ud. Husk at de her teoretiske elbiler skal lade hver nat og hele natten for at opnå et jævnt elforbrug.
Men vi ønsker ikke et udglattet elforbrug. Vi ønsker et Grønnere elforbrug, der følger produktionen af grøn energi. Og den varierer meget mere end forbruget gør, så hele øvelsen er i virkeligheden ‘spændende’ talgymnastik, men ikke særlig relevant. Det vil du sikkert opleve, hvis du prøver at underholde med ovenstående til påskefrokosten.