Vi starter med en instruktiv historie: En regering indfører faste priser: Gulerødder skal fremover koster 100 kroner, og kartofler skal fremover koste 1 krone kiloet i supermarkedet. Hvad sker der? Folk vil ikke købe gulerødder i supermarkedet, men henvende sig til en bonde, der vil sælge billigere. Bonden vil til gengæld ikke levere kartofler til supermarkedet, så hvis man vil have kartofler skal man købe dem der hvor man også køber gulerødder. Til markedspris. Det er konklusionen på dagens opslag, men der er et plot twist, der gør EU’s makspriser endnu dårligere tænkt end det ser ud til.
EU har lagt en makspris på gasbørsen på 180 €/MWH. Dertil har EU lagt en kobling mellem gasbørsen og den internationale pris på flydende gas – det er et spænd på 35€ der accepteres. Jeg forklarer ikke koblingen her, det er ikke afgørende for sammenhængen. Der synes at være etableret så mange nødstop i den her aftale at man kun lige netop kan læse den uden at den falder fra hinanden. Og det er godt. For der er som indikeret med min starthistorie alvorlige problemer med aftalen. Aftalen forhindrer ikke virksomheder i at handle bilateralt. Altså at aftale priser mellem hinanden uafhængigt af hvad børsprisen er. Det havde været ret svært at forbyde, men når man tillader bilaterale handler åbner man samtidig for at markedet kan finde en markedspris ad andre veje end den officielle børs. Børsen stopper måske ved 180€, men markedsprisen kan fortsætte op.
Det der virkelig kan bekymre mig er, at et prisloft vil åbne en del kontrakter i markedet. Har to parter aftalt en kontrakt der afregnes ud fra børsen, kan der være en klausul om at en ændring/indgreb i markedet medfører at aftalen skal genforhandles eller ikke længere er gyldig. En gaskunde der har solgt gas til forbrugere til en meget lav pris på en fast kontrakt kan stå uden kontrakten, men stadig med forpligtelsen til at levere til kunderne til den aftalte pris. Den situation så vi den tyske koncern GAS.DE i for et år siden. Der skal ikke meget skoletysk til at læse dagens illustration der er gas.de’s hjemmeside da de lukkede for gassen til deres kunder.
Økonomiens love er ubønhørlige
MVH
Henrik